Sepp Blatter går af

Symbolet på korruptionen i FIFA er snart fortid. Tilbage venter oprydningen på fire årtiers syg kultur i verdens største sportsorganisation. Sker det? Farfar siger nej!

Af Lars Andersson

Sepp Blatter er fortid i FIFA, når en ekstraordinær kongres har udpeget hans efterfølger i slutningen af 2015 eller starten af 2016.
Så langt så godt.
Den schweiziske fodboldpolitiker har været symbolet på alle dårligdomme i organisationen, siden han tiltrådte som generalsekretær i 1981 og siden som præsident i 1998. Korruptionsskandaler, nepotisme, lyssky forretningsaftaler, børnearbejde, matchfixing og cover up af dopingsager har efterfulgt hinanden i en lind strøm. Det har samtlige verdens fodboldpolitikere levet med – stort set indtil kampvalget om præsidentposten i FIFA 29. maj 2015. Stort set ingen har råbt op i fire årtier. Hverken i FIFA eller blandt 209 nationale fodboldforbund. Ja, sågar offentligheden, inklusiv politikerne, har klappet i deres små hænder og sagt: Fodbolden er sund. Det er en dejlig sport. Vi poster penge i det og lukker øjnene – for folket vil ha’ det. Kort sagt; fodbolden har levet sit eget liv uden for lov og ret.
Derfor gør det ingen forskel, om Sepp Blatter går af. Manden har enten været gennemført korrupt i fire årtier, og så skal han fyres. Eller også har han været dybt inkompetent i fire årtier, og så skal manden også fyres.
Det, det handler om, er en kriminel organisation, hvor gamle mænd i fire årtier har beriget sig på fodbolden og offentlighedens bekostning. Det gøres ikke ved at fjerne kransekagefiguren. Jerome Valcke, Blatters efterfølger på generalsekretærposten, er netop blevet afsløret, som mellemmanden i en korruptionshandel til en værdi på ti millioner dollar mellem det sydafrikanske fodboldforbund og den tidligere Concacaf-præsident Jack Warner. Sådan lavt sat er 70 procent af FIFA’s nuværende eksekutivkomité, indsat 29. maj 2015, dybt korrupte, viser en analyse, Sport Executive har foretaget.
Det taler for sig selv.
Ændrer det så noget, at Sepp Blatter går af?
Svaret er nej.
Spørgsmålet er blot, om vi skal have korruption The Blatter Style, The Platini Style, The African Style eller Asian Style?
Med mindre alle fodboldens stakeholders og offentligheden vil noget andet? For hvorfor har politikerne i fodboldens finansielle magtcentrum EU så megen berøringsangst for alverdens svøber i fodboldens verden? Men vil vi i virkeligheden det?  Ændrer noget? Er det ikke meget bekvemmeligt, vi har sådan en lille ventil, der hedder fodbold? Hvor vi alle kan slappe af? Så – glæd dig på dagen for Blatters farvel, men det smukke spil er stadig det beskidte spil – også efter Blatter.